Foreningens historie:
Den 30. juli 1951 blev KIF Damegymnastik en realitet.
Foreningen udsprang af atletikafdelingen med bare en kassebeholdning på 1,33 kr. og et kontingent på 4 kr. månedligt.
Bestyrelsen bestod dengang af 3 kvinder.
Idrætsmærket havde de første år en fremtrædende plads. Der var i starten kun et damehold, men foreningen voksede hurtig, og der kom både børnehold, opvisningsdamer samt elitehold til.
I 1964 fik foreningen de første springhold, som så blev spiren til redskabsgymnastikken. Man deltog i konkurrencer og havde på et tidspunkt en danmarksmester indenfor denne gren.
Gymnastikken har igennem foreningens historie udviklet sig meget. Fra motionsbølgen med gymnastik til klavermusik over til jazzbølgen, hvor der siden kom håndredskaber, såsom køller, tøndebånd og vimpler, dette tiltag kaldtes Gymnastik Modern.
Her deltog foreningen også i mange år i konkurrencer rundt i landet og gjorde sig bemærket med dygtige gymnaster.
Mange dygtige instruktører i årenes løb fik foreningen til at vokse støt til dét, den er i dag – en forening med ca. 750 medlemmer, og det er medlemmer i alle aldre – fra 2 til 80 år fordelt rundt på byens skoler samt i KoldingHallerne.
I 2005 opstod ønsket om en afdeling med egen økonomi og råderum fra en dygtig og målbevidst leder, Thomas Mathiesen. Det blev til KIF–Springteam, som idag har til huse i Koldinghallerne. KIF-Springteam er i dag et underudvalg under KIF-Gymnastik.
Ét af deres mange hold, Talentholdet, har været mange steder i ind- og udland for at give opvisning og repræsenteret gymnastikken i mange temaer med dertil hørende rekvisitter.
I dag hedder foreningen KIF–Gymnastik, da den også repræsenterer drenge og mænd.
Foreningen har indtil dato kun haft 3 formænd, som sammen med skiftende bestyrelser har prøvet at tilpasse sig de skiftende behov indenfor gymnastikken, hvor der f.eks. i dag også er aerobic, Pilates, træning på store bolde, familiegymnastik – ja og meget mere. |